Tilbage

Fastelavn 5. februar 2005

Lørdag d. 5. februar holdt klubben sædvanen tro fastelavn for børn søskende og forældre. Igen i år kunne arrangørerne konstatere en massiv fremgang for klubben. Der var tilmeldt 83 deltagere og det passer meget godt når vi sammenholder det med antallet af spiste fastelavnsboller og sodavand som blev drukket.
Klokken 12 var alle klar med flotte udklædninger og højt humør, mange var klædt ud som rigtige karatekæmpere, andre kom i fantasifulde kostumer og enkelte lignede sig selv, rigtigt festligt.
Sensei Per bød velkommen og kom med en kort forklaring om hvordan man skulle slå på de to tønder som var fyldt til bristepunktet med lækkerier. Var man modig nok kunne man støde på tønden med hænderne, men ellers skulle de bare have slag med køllerne. De store elever er efterhånden blevet så stærke at deres tønde er umulig at få til at holde til den hårde behandling. I løbet af ganske kort tid formåede Andreas Adeler at banke bunden ud af tønden så herlighederne havnede på gulvet. Stor jubel blandt de store, som nu kastede sig over godterne. De som fortsat arbejdede på at smadre den lille tønde så lidt misundeligt til, men fortsatte ufortrødent nu viste de jo hvad der ventede dem. Nu forventer man så at det næste som sker, er at bunden må ud af den lille tønde. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, med et hårdt og præcist slag fjernede Emil Johansen alt der var tilbage af den store tønde og deltagerne ved den store tønde kunne nu sætte sig ned med deres velfortjente slik.
Langt om længe måtte også den lille tønde bøje sig for overmagten da Asbjørn Dalsgård hamrede bunden ud, han blev selv meget overrasket over den effekt der er når man rammer rigtig. Sekunder efter opstod næsten tumultagtige scener, da guffet nu skulle fjernes under tønden så vi kunne få gjort rigtigt kål på den. Der var slik nok til alle og et øjeblik efter gik det igen løs. Sejlivet var det sidste bræt på snoren og der måtte næsten 1.000.000 slag til, sådan føltes det i alt fald, før Sam Jenan kunne løfte armen i vejret og blive kåret som kattekonge ved den lille tønde.
Arrangørerne vil gerne benytte lejligheden til at takke for den store opbakning og den ånd der bliver udvist under afviklingen af fastelavnsarrangementet. Det er en fornøjelse at se.

OSU

Sensei Per og Sempai Claus